Forskellige faseforløb side 3
Millioner af børn og voksne befinder sig uden at være klar over det i den kroniske dysbiotiske fase. Dysbiosen kommer til udtryk i form af ubehag i tarme, migræne, hovedpine, ledsmerter uden diagnose, koncentrationsbesvær, træthed, psykisk udmattelse, irritation, vrede eller andre fysiske symptomer. En gråzone er skabt, hvor man på den ene side ikke føler sig rask, men på den anden side heller ikke kan få en medicinsk diagnose.
Den kroniske dysbiotiske fase kan føre til forskellige sygdomme. Om kroppen går den ene eller den anden vej, afhænger i høj grad af kroppens genetiske disposition, men også af den mad, vi spiser, den luft, vi indånder, og hvordan vi i det hele taget bruger os selv i hverdagen En kronisk dysbiose kan føre til allergi, til depotdannelse eller til forskellige kræftformer. Om kroppen går den ene eller den anden vej er meget afhængig af arvelige faktorer og det miljø, du lever i.
Allergi
Den kroniske dysbiose og etableringen af et betændelsesfokus nedbryder slimhinderne, hvor immunforsvaret normalt skal reagere mod fremmede stoffer. Det kan ske, uden at vi mærker nogen forandring. Men hvis ellers harmløse stoffer som pollen, dyrehår, husstøv eller skimmelsvampe trænger igennem slimhinderne til bindevævet, kan histamin udløse en allergisk reaktion. Når tarmfloraen er ude af balance, kan proteiner i fødeemner optages i kroppen, før de er helt nedbrudte. Det kan for eksempel resultere i fødevareallergier over for mælk, hvedemel, æg, nødder eller tomater. Symptomerne er diarre, oppustethed, eksem, hovedpine eller humørsvingninger. Kontakteksem kan optræde efter kontakt med nikkel, parfume og konserveringsmidler. Normalt får kun særligt disponerede mennesker allergi.
Intolerance kan give de samme symptomer som allergi, men typisk opstår symptomerne ikke lige efter påvirkningen men kan optræde diffust uden et klart mønster flere dage efter. Til forskel for ægte allergi kan intolerance være et spørgsmål om selve mængden af den fødevare, man spiser. Et enkelt stykke brød om dagen kan være o.k., fire skiver er for meget. Det kan samtidig være svært at påvise intolerance med almindelige blodprøver og priktest. Et typisk eksempel er nogle børns intolerance over for mælk, der forårsager øreproblemer eller maveproblemer, som forsvinder, når de ophører med at drikke eller spise mælkeprodukter. Hvis immunforsvaret får styrke til at udrense fokus, og hvis den sunde mikroflora på slimhinderne genoprettes, kan kroppen vende tilbage til den sunde fase.
Depotdannelse
Den kroniske dysbiose og etableringen af fokus belaster kroppen med toksiner. Kroppens biokemi forstyrres, og den får også vanskeligere ved at udskille syre og andre nedbrydningsprodukter fra sit eget stofskifte. Da kroppen hensigtsmæssigt forsøger at beskytte celler og vitalt væv, deponeres de skadelige stoffer i ikke-vitalt væv, som bindevæv, fedtvæv, muskler, led og hud. Der kan for eksempel opstå gigt, andre reumatiske lidelser, bylder og psoriasis.
Er der samtidig problemer med omsætningen af fedtsyrer (misforhold mellem omega 3 og omega 6), kan der komme uhensigtsmæssige betændelsesreaktioner og autoimmune sygdomme som leddegigt, blødende tyktarmsbetændelse (ulcerøs colitis), kronisk tyktarmsbetændelse (Morbus Chron) og andre sygdomme i bindevævet. Depotdannelsen kan også medføre slaphed i de indre organer som fx tyktarm, hjerte, lunger og livmoder. En ophobning af toksiner og stofskifteprodukter, som kroppen hele tiden producerer, men ikke kan slippe af med, kan i høj grad påvirke kroppens tre overordnede styresystemer: nervesystem, hormonsystem og immunsystem.
Depoter kan desuden anlægges i blodkarrene med deraf følgende kredsløbslidelser.
Hvis fokus udrenses, hvis de skadelige stoffer udrenses fra bindevævet, og hvis omsætningen af fedtsyrer normaliseres, kan kroppen vende tilbage til den sunde fase eller i hvert fald til en mere tålelig fase. Om en person kan hjælpes tilbage til absolut sundhed afhænger i høj grad af, hvilke belastende faktorer vedkommende har været udsat for, og i hvilken alder kroppen blev udsat for depotdannelsen. Det er uden tvivl lettere at hjælpe en tyveårig tilbage til den sunde fase end en 86-årig.
Ukontrolleret
cellevækst Når bindevævets evne til at deponere affaldsstoffer overskrides, kan de skadelige stoffer ødelægge cellens overflade og trænge ind i cellen, som i denne fase er underforsynet med ilt og næringsstoffer. Karcinogener er en fælles betegnelse for de utallige kræftfremkaldende forbindelser i miljøet, som kan ændre cellens dna.
Vi udsættes alle for karcinogener i større eller mindre grad, og der skal ofte flere faktorer til, for at de udvikler kræft. Kræftfremmere er forskellige stoffer, der irriterer cellens overflade og omgivelser, så de kræftsvækkede celler kan påbegynde en ukontrolleret cellevækst. Her kan nævnes frie iltradikaler, solskoldning, transfedtsyrer og andre dårlige fedtstoffer, alkohol, saltlage og asbest.
I denne fase er der samtidig mangel på antioxidanter, som skal beskytte cellens overflade, og immunforsvaret er ikke i stand til at destruere de abnorme celler. Kræftcellen kan efterhånden dele sig uhæmmet, og de nye kræftceller kan sprede sig og danne metastaser, så der efterhånden opstår et totalt sammenbrud af kroppen. I fasen med ukontrolleret cellevækst opstår forskellige former for kræft, der både skyldes celleforandringer og ukontrolleret cellevækst.
Tarm, lever, urinveje og hud kan til en vis grad bortlede affaldsstoffer og kræftfremkaldende stoffer. Normalt skal antioxidanterne i kosten beskytte cellerne mod frie radikaler, og immunforsvaret har til opgave at genoprette symbiosen og nedbryde kræftceller. I mange tilfælde er kroppen også i stand til at indkapsle og inaktivere kræftsvulster. Nyere videnskabelige studier bekræfter, at vi godt kan have kræftceller i kroppen, uden at de nogensinde kommer til udtryk som sygdom. Kroppen sørger selv for at passivisere, nedbryde eller indkapsle de syge celler. Derfor kan vi møde mennesker, som egentlig aldrig har fejlet noget som helst, men som alligevel udvikler en kræftsygdom, og måske over kort tid.
Det er sandsynligvis summen af de belastende faktorer, som resulterer i, at kræftcellerne begynder at dele sig ukontrolleret i et eller flere af legemets organer eller væv.