Belastende faktorer
Der findes utallige belastende faktorer, som kan forstyrre vores sundhed, og de kan inddeles de i fem kategorier:
Psykiske faktorer
Herunder hører fortidens traumer, nutidige konflikter, sociale forhold og livsholdning. Der skal selvfølgelig være plads til problemer i barndommen, til at blive gal i skralden, sorg efter dødsfald samt de op- og nedture, som hører livet til. Men uforholdsmæssig stor vrede, ubearbejdet sorg eller nedbrydende tanker, som uophørligt bliver ved med at fastholde os i et negativt mønster, kan være en meget stor belastning også for kroppen. Vores følelser er lokaliseret i den del af hjernen, som hedder det limbiske system. Her sidder hypothalamus, som dirigerer det nære samspil mellem centralnervesystemet og hormonkirtlerne. Fra tidernes morgen har det været vigtigt, at tanker skal kunne føre til handling, og gerne meget hurtigt i livstruende situationer. Når den livstruende situation er håndteret, skal vi kunne vende tilbage til et almindeligt beredskab igen.
Det er især chok, traumer, der ikke er bearbejdet, langvarige konflikter og stress samt ikke mindst følelsen af håbløshed og afmagt, der kan belaste centralnervesystemet og hormonsystemet. Der kan tillige opstå energiblokkeringer, som akupunkturen er kendt for at ændre på. Blokeringer i meridianer kan både bane vejen for sygdom og forhindre, at ellers effektive biologiske metoder virker. Biopater og naturopather samarbejder med en stribe af behandlere, som har specialiseret sig i de mere psykiske og eventuelle spirituelle aspekter af livet.
Konstitutionelle faktorer
Nogle er født med en stærk konstitution og kan sjuske med deres livsførelse, uden at det påvirker deres helbred i synderlig grad. Andre er måske nødt til at tænke mere over deres spise-, drikke- og søvnvaner – bare for at få hverdagen til at fungere. Både hvad angår forebyggelse og behandling spiller den medfødte konstitution en stor rolle.
Den medfødte konstitution er betinget af nedarvede gener, moderens tilstand under graviditeten, fødselsforløbet og medfødte forgiftninger. I dag satses der mere og mere på en afdækning af de genetiske faktorer. Allerede ved barnets fødsel kan en blodprøve fra navlestrengen afsløre, om et barn er disponeret for forskellige sygdomme.
Det er velkendt, at et ellers harmløst fald fra en gynge kan fremprovokere epilepsi hos et barn, hvis der i familien er en genetisk disposition for sygdommen. En nedarvet disposition for sukkersyge (diabetes 1) kan opstå efter en ellers banal infektion hos barnet, og mange andre ellers harmløse belastende faktorer kan trigge hvilende gener, som ellers aldrig ville skabe problemer.
Fremover vil forskerne forhåbentlig opdage og kunne bevise, at det er summen af de belastende faktorer, som er med til at bestemme udvikling og provokation af vidt forskellige genetiske faktorer, lige fra udviklingen af allergier, klimakterieproblemer i en tidlig alder, til leddegigt, cancer, dissemineret sklerose og andre alvorlige sygdomme. Biopater og Naturopather kan ikke ændre på de genetiske forhold, men vi kan måske ved hjælp af alle de biologiske metoder holde generne i skak, så de ikke udvikler sygdomme. Og den helt nye forskning viser, at vi rent faktisk kan gøre meget for at sørge for, at genernes kommunikationssystem fungerer optimalt, så der hverken opstår mutationer, eller bliver sendt kaskader af sygdomsfremkaldende aktører ud i vores kroppe.
Udover, at generne kan være afgørende for, hvilke sygdomme vi bliver udsat for, kan vi også være født i en familie, hvor der er et mønster af bestemte typer af sygdomme. I nogle familier er der tendens til kredsløbsproblemer, andre har konstante eller hyppige slimhindeproblemer, mens man i en tredje familie lider af gigt eller har kroniske hudproblemer. Her er det ikke altid den genetiske arv, som spiller en afgørende rolle, men det faktum, at vi fra fødslen er udstyret med en række immunologiske tilstande, der kan påvirke os hele livet. Hvis det er tilfældet, kræver det en ekstra indsats at holde sig fri af sygdommene, og forebyggelse gennem sund levevis, målrettet mod det specifikke problem, er påkrævet. Er vi født i en familie med mange kredsløbsproblemer, skal vi være ekstra opmærksomme på fedtstoffer, motion og indtagelse af antioxidanter. En familie med tendens til bindevævssygdomme (gigt, hudproblemer m.m.) bør have ekstra fokus på afgiftning, mens familier med slimhindeproblemer skal gøre en ekstra indsats for at holde immunforsvaret i orden. Biopater, Naturopather og homøopater benytter en række metoder, udviklet af tyske forskere, til at fjerne nogle af belastningerne i immunforsvaret, hvorved det er muligt at bryde sin families mønster – succesen afhænger dog af de arvelige forhold, som det ikke er muligt at ændre, hvis generne først er blevet aktiveret.
Mikrobiologiske faktorer
Under mikrobiologiske faktorer hører den negative effekt af skadelige bakterier, svampe, virus og toksiner, der forårsager infektioner, betændelser og forgiftninger. Den moderne levevis kan meget let forstyrre den naturlige mikroflora på hud og slimhinder. Visse arter, som før var undertrykte, kan brede sig og bane vej for dårlig fordøjelse og selvsmitte (autoinfektioner) som for eksempel betændelser i hals, lunger, blære og ører. Når mikrofloraen er ude af balance, kaldes det dysbiose. Det er en tilstand, som er karakteriseret ved svage slimhinder, og ved at vi bliver mere modtagelige for smitte udefra som for eksempel influenza eller salmonella. Dysbioser på huden og ikke mindst på slimhinderne i mave-tarm-kanalen, luftvejene, urinvejene og underlivet er en væsentlig faktor ved udviklingen af mange akutte og kroniske sygdomme.
Kemiske faktorer
De kemiske faktorer kan inddeles i to grupper: mangeltilstande og forgiftninger:
Mangeltilstande
Underskud af vitaminer, mineraler, sporstoffer, umættede fedtsyrer, proteiner, enzymer og andre næringsstoffer kan være medvirkende årsag til en lang række akutte og kroniske sygdomme. Griber vi i en sygdomsfase tidligt ind over for manglerne, kan vi ofte vende sygdom til sundhed på ganske kort tid. Ved mere kroniske sygdomme kan der opstå større og større mangler på grund af problemer med at opretholde en sund fordøjelse, hvor næringsstofferne optages uden problemer.
Mangel på for eksempel vitaminer og mineraler har ikke kun betydning for den aktuelle sygdom, men kan også skabe en forværret tilstand i hele kroppen, når det fine samspil mellem mavesæk, tyndtarm, lever og bugspytkirtel ikke længere kan sørge for, at vi med lethed kan optage den mad, vi spiser.
Vi har tusindvis af enzymer, som sørger for, at alle kemiske processer i kroppen kan foregå korrekt. Vitaminer og specielt mineraler indgår i opbygningen af enzymer, og har derfor stor betydning for, at disse postbude sender besked til for eksempel en celle om at åbne sig, så næringsstoffer kan trænge ind og kan fungere optimalt.
Forgiftninger
Forgiftninger kan være i form af miljøgifte fra sprøjtemidler, tungmetaller, benzin, stimulanser og medicin. Giftige stofskifteprodukter og toksiner, som dannes af sygdomsfremkaldende (patogene) mikroorganismer, indgår også i denne kategori. Xenoøstrogener er en fællesbetegnelse for miljøgifte, der kan forstyrre hormonbalancen og frugtbarheden, og flere xenoøstrogener mistænkes for at kunne udvikle hormonelt betingede kræftformer. Xenoøstrogener ophobes især i fedtvævet, og koncentrationen kan forøges op til flere millioner gange op gennem fødekæden. Ingen kan undgå miljøgiftene, men som forbruger kan vi gøre en stor forskel ved at vælge økologiske produkter og læse varedeklarationer og derved foretage de bedst mulige valg. Nærmere oplysninger kan findes på www.miljøogsundhed.dk
Fysiske faktorer
Her er det især for lidt bevægelse og motion, for lidt frisk luft og for lidt søvn, der gør sig gældende. Også for lidt eller for meget sol og skader som knoglebrud, blødninger og forbrændinger kan være skadelige for kroppen. Forkerte stillinger eller spændinger kan nedsætte blodtilførslen og give lokale gener. Fejl og skævheder i rygsøjlen kan blokere for nerveimpulser og give mange forskellige symptomer. Forbruget af smertestillende midler er støt stigende, fordi vi bruger os selv forkert, hvilket gør, at der opstår inflammationer i muskler eller led.
Vi omgiver os med en lang række elektriske installationer, mobiltelefoner, computere og andre menneskeskabte mesterværker, som hjælper det moderne menneske til en lettere hverdag. Men noget tyder på, at de selv samme vidundere på en lang række områder kan forstyrre vores helbred. Det er velkendt, at børn med anlæg for epilepsi kan få fremkaldt et anfald, hvis de sidder for længe foran skærmen. Mange kan også berette om fysiske problemer, der opstår, hvis de bor for tæt på en højspændingsledning.
Mange af disse fysiske faktorer er svære at undgå i en moderne, vestlig verden. Derfor må vi gøre en ekstra indsats for at bevare og opretholde vores sundhedstilstand. Her kan en sund kost i hverdagen, eventuelt suppleret med de rette kosttilskud, være nødvendig for at forebygge skader, som opstår på grund af de mange fysiske påvirkninger, vi udsætter os selv for.