Forskellige faseforløb

Biopater og naturopather arbejder med forskellige sygdomsteorier, som alle bunder i, at vi ikke tror på, at sygdom blot opstår tilfældigt. Der er altid nogle årsager og ofte er der mange årsager som tilsammen skaber et problem. Vi ser også, at ofte gennemløber et menneske en eller anden form for faseforløb. Her i bogen nævner vi blot tre, men i takt med at man ved mere og mere om fx genetik, vil andre faseforløb sikkert også opstå som forklaring på, hvorfor vi mennesker bliver syge.

 

Det mikrobiologiske faseforløb viser, hvordan kroppen kan reagere gennem forskellige faser, der involverer immunsystemet og den mikroflora, som findes på alle slimhinder i kroppen.

 

Hvis immunsystemet i det mikrobiologiske faseforløb belastes af mange faktorer og dermed udsættes for pres, går det ud over mikrofloraen på slimhinderne, hvilket i høj grad har en negativ indvirkning på vores sundhedstilstand.

 

Forgiftningsfaseforløbet fortæller, hvordan giftstoffer fra det ydre og det indre miljø bevæger sig rundt uden for cellerne for senere at kunne trænge ind i cellerne med store forstyrrelser til følge. Mange sygdomme opstår som en beskyttelse af kroppen og ikke som en trussel, der for enhver pris skal symptomdæmpes. Faseforløbet, som kaldes homotoksikologi, anvendes af mange tyske læger. Vi har ikke her i bogen beskrevet det nærmere, men tal med din biopat og naturopath om det, da det giver en væsentlig forklaring på hvorfor der kan opstå kroniske sygdomme, som det almindelige sundhedssystem står magtesløs overfor. Her tænkes der bl.a. på skader opstået på grund af kendte giftstoffer som fx kviksølv, men også blot det faktum, at verdenssundhedsorganisationen WHO mener, at et moderne menneske udsættes for ca. 100.000 kemikalier i hverdagen.

 

 

Stressgrader

Et faseforløb, som mest mærkes via nervesystemet.

 

Selv om symptomerne kan være ret ubehagelige, er faserne som oftest hensigtsmæssige og et udtryk for kroppens evne til at regulere vedvarende belastninger. I store træk skal de forskellige faser opfattes som kroppens forsøg på at beskytte organer og celler. Vores hud og slimhinder sørger for eksempel for, at fremmede indtrængere i form af bakterier og snavs ikke trænger ind til vitale organer. Vi må opgive forestillingen om, at sygdom kun er et negativt begreb. Sygdomme opstår meget ofte naturligt og hensigtsmæssigt, fordi kroppen forsøger at tilpasse sig omstændigheder i livet, som er præget af for mange belastende faktorer.

 

Det mikrobiologiske faseforløb

Tilpasningsfaserne, som beskrives i det følgende, er især et udtryk for en mikrobiologisk fremadskridende proces. Det er dog ikke altid, at for eksempel en allergi er betinget af belastende faktorer. Allergi kan også opstå, fordi familiens gener maser sig på. Et godt eksempel er børn, som ikke nødvendigvis har problemer med tarme og luftveje, før en husdyrallergi opstår. Barnet kan blot være særligt disponeret. Det samme gælder for eksempel for mange inflammationssygdomme. En inflammation er kendetegnet ved, at der i bindevævet foregår en stribe kemiske reaktioner. Disse reaktioner udløser fx smerte. 

 

Og smerten er derfor hensigtsmæssig, fordi vi automatisk vil skåne området, hvad enten det er led, sener, muskler eller hud. Vi kan være meget disponeret for inflammationer, uden at der er tale om en decideret depotdannelse i det pågældende område. Vi ser også, at mange kræftformer har et andet forløb end det, som beskrives i det følgende. Således kan karcinogener og hormonforstyrrende stoffer gribe voldsomt ind i kroppens biokemi og medføre andre reaktioner. Så når du kigger på de mikrobiologiske faser nedenfor, er de blot et udtryk for, hvordan mange mennesker bevæger sig gennem livet. Ikke alle.