Stressgrader
Stress er blevet et modeord, der bruges om alt lige fra et hæsblæsende juleindkøb til alt for stort arbejdspres. Rigtig stress er en fysisk sygdom, som der bør tages hånd om så hurtigt som muligt.
Hypothalamus er den oprindelige del af hjernen, som påvirkes af vores følelser, og som styrer det autonome nervesystem og hormonkirtlerne. Under den akut opståede stress, som kaldes alarmfasen, producerer binyrerne store mængder adrenalin, der gør os klar til at kæmpe eller flygte – en mekanisme, som tidligere var meget vigtig for jægere og naturfolk. Adrenalinen tilfører sukkerstoffer til hjerne og muskler, der sikrer, organerne fungerer optimalt, og blodet fortykkes, så det hurtigt kan størkne i tilfælde af læsioner. Den første reaktion på stress er både positiv og livsvigtig. Det er selvfølgelig godt at kunne yde sit bedste både fysisk og psykisk, men tilstanden er meget energikrævende og bør kun vare ved i kort tid. Hvor lang tid, det enkelte menneske kan klare at være i denne akutte alarmfase, er meget individuelt.
I modsætning til tidligere tiders jægere får det moderne menneske ikke altid løbet adrenalinet og de andre stoffer af sig. Føler vi os bombarderet med nye impulser, nye opgaver og nye krav, hvor alarmfasen bliver en langstrakt affære, får vi så at sige ikke slukket for hypothalamus. Kroppen oplever, at den til stadighed skal reagere på trusler, hvad enten de er reelle eller blot er en del af vores fastlåste tankemønster, hvor vi føler, at vi altid har for travlt.
Det er ophobningen af de mange hændelser fra hverdagen og den undertrykte fysiske reaktion, der fører til kronisk stress. Der opstår et misforhold mellem de fysiologiske reaktioner, fordi de ikke er designet til den moderne livsførelse. Vi bliver siddende, selv om vi burde flygte eller kæmpe. Vi får alt for mange input til, at vi kan nå at reagere. Vi når ikke at restituere os, og det er som at trække på kassekreditten i tide og utide. Efterhånden melder den kroniske stress sig med de første fysiske symptomer. Det er især den moderne livsførelse med for mange eller for tunge bolde i luften, som belaster nervesystemet, og som dermed også påvirker hormonsystemet, immunsystemet og kredsløbet. De følgende kroniske stressfaser er beskrevet nærmere af den danske læge og akupunktør Søren Ballegaard i bogen Sæt en finger på din stress.
Kroniske stressfaser
Grad 1 stress
De første tegn på kronisk stress er som regel træthed og en øget muskelspænding i mange af kroppens muskler. Det kan vise sig som hovedpine, ondt i skuldre, ryg og nakke. Tilstanden er ufarlig, og problemerne kan let løses ved at slappe af, få lidt massage, gå i svømmehal eller dyrke en sport med masser af bevægelse og gerne frisk luft, så kroppen får fornyet energi.
Grad 2 stress
Forværres stressbelastningen, begynder nervesystemet at røre på sig. Det autonome nervesystem, som ikke er underlagt viljens kontrol, kan skabe symptomer som dårligt humør, ondt i maven, hjertebanken og koncentrationsbesvær. I denne fase er der stadig en del af alarmberedskabet tilbage.
Kroppen kan i løbet af kort tid reagere med mange akutte infektioner, med kronisk træthed eller med diffuse symptomer, og det kan være umuligt at stille en medicinsk diagnose. Her bør årsagerne bag problemerne findes, så de kan blive løst, og energien bør bruges til at finde nye måder at håndtere livet på.
Lytter vi til kroppens signaler, vil vi forholdsvis hurtigt kunne skabe en sund balance igen. Kroppen vil ophøre med at komme med smerter og uro, og humøret vil stige. Lytter vi ikke, tærer vi på kroppens ressourcer af næringsstoffer, og der opstår nemt mangel på vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer. Det bliver til en ond cirkel, da vi netop på grund af stress slækker på de gode kostvaner, ikke får tygget vores mad ordentligt og ofte får et større forbrug af stimulanser, som kræver endnu mere af kroppen. Så en af måderne at undgå, at en alarmfase eller at stress af grad 2 bliver til grad 3, er at sørge for ekstra kosttilskud til den travle tid.
Grad 3 stress
Forværres situationen, vil ikke kun ovenstående problemer fortsætte, men flere symptomer opstå. Nu er det den del af nervesystemet, som er underlagt viljens kontrol, som melder sig: Vi får sværere ved at styre vrede og irritation, vi begynder måske at blive uvenner med vores nærmeste, og vi vil måske efterfølgende trække os tilbage fra familie, venner og kolleger, blive i dårligt humør, sorgfulde eller ked af det. Overskuddet til at håndtere psykiske problemer bliver mindre og mindre. Det samme sker på det fysiske plan. Vi undlader at handle rationelt og melder måske fra til sport, fordi vi ikke synes, vi har tid og overskud. Kroppen begynder at forfalde mere radikalt end nogensinde.